På grænsen af Århus ligger den tidligere forstad Viby, en bydel som ligger bare 10 minutter fra Århus havn og centrum, og her, i et af Vibys skønneste villakvarterer, bor parret Jacob og Katrine med datteren Anna. I en stor murermestervilla fra 1940’erne, som rummer både sjæl og varme, deler de deres tredje hjem efter snart 10 år sammen i Århus.
Oprindeligt kommer Jacob fra Sjælland og Katrine fra Læsø, men deres veje mødtes i Århus, da Jacob læste psykologi på universitetet og Katrine gik på kunstakademiet. I dag arbejder de begge som psykologer, men hjemmet bærer stadig præg af Katrines kreative idéer og evner.
Jacob og Katrines stil er meget personlig og defineres af mange arvestykker, brudstykker af historie og unikke elementer, som kombineret med enkelte stærke designklassikere og Katrines kunst og kreative side, skaber rammen om hjemmet og fuldender deres personlige rum.
Den store hall med højt til loftet byder velkommen med den svungne trappe op til 1. sal. Der er en meget speciel stemning, når man træder ind, hvor de fine arvestykker i støbejern og messing tager imod. Stilen står i god kontrast til det klassiske maleri med modifikationer, som i stil med Asger Jorns “Den foruroligende ælling” skaber ny kunst, og med den enorme grønne stuebirk fra Jacobs tid i bofællesskab skabes der nyt liv i rummet.
Den klassiske indretning i det høje stueplan rummer to stuer en suite, hvoraf den ene bruges som kontor, et badeværelse og et køkken-alrum. Kontoret er egentlig et gennemgangsrum, men Jacob og Katrine har indrettet det således, at det ikke opleves i det daglige, og de kan arbejde ved skrivebordet uden at blive forstyrret. Med opbygningen af kontoret omkring vinduet og lyset udefra, skabes der en naturlig afgrænsning til gangarealet, og rummet føles lyst og rart at opholde sig i.
Samtidig har de defineret gangarealet som et rum i sig selv; musikvæggen står stærkt i karakter med hvad der ellers ville være spildplads, og instrumenterne får liv og pladsen er fuldt udnyttet.
Stuen er indrettet meget børnevenlig og det er her Anna har det meste af sit legetøj. Med hyggelig voksenafdeling i den ene halvdel, udfolder Anna sine kreative idéer i den anden, med selskab fra de mange fine fisk, som tilføjer en helt speciel stemning til stuen. Stuens dejlige hjørnevindue kaster lyset ind i alle rummets hjørner, og fra dette vindue nyder familien udsigten over byens mange tage, at hilse gæster velkomne og at tage afsked, når de skal hjem igen.
Indtil 1980 var køkken og badeværelse fordelt på samme areal som badeværelset ligger på i dag. I 1980 blev der lavet en stor flot sydøstvendt tilbygning, køkkenet fik sin egen afdeling, og med loft til kip ligger de rå træbjælker fremme og skaber luft og hygge. Køkkenet ligger i fronten af det store alrum, som har masser af plads til både leg og gæster, og til at hele familien kommer på besøg fra både Sjælland og Læsø.
På husets første sal ligger de tre soveværelser samt en mindre badeværelse. Det tredje og mindste soveværelse er i hverdagene Annas hopperum, og bliver hurtigt gæsteværelse, når der kommer besøg langvejsfra. Om en måneds tid bliver Anna storesøster, og inden den lille ny skal have sit eget værelse, så drømmer Anna om at forvandle hopperummet til et boldrum, et rum fyldt med bolde, hvor hun kan lege. Og hvorfor ikke, når nu man har muligheden?
Denne lille mand fulgte med huset og han cykler afsted på husets store badeværelse.
Mange tak til Jacob og Katrine for besøget.
Kære Katrine
Tak for besøget. Du har fanget mange skønne stemninger med dine ord og billeder.
Venlig hilsen
Jacob